Pelargonie - Duftpelargonie : Videnskabelig navn Pelargonium crispum ??? pelargonium graveolens Pelargonium x hortorum


Ja det siger jo næsten, sig selv de dufter dejligt, af alle mulige dufte pebermynte, citron, æble, cola og kanel, jordbær, mynte, barbersprit osv. der findes masser af dufte, samt former og farver og der findes nogle blade, der er flerfarvet.

Blomsterne er meget tit meget små, men stadig smukke, de mindre meget og mest om de oprindelige arter.

Jeg har en, jeg har avet efter min mor, som hun har arvet efter sin mor, ja den er gammel, det er en alm. rosengeranie, kan huske den gennem hele min barndom og ja mit voksenliv.

Så snart du nuller bladene forsigtig, vil du kunne dufte hvilken du står over for, de dufter, nogle kraftigt, andre lidt minder, men sjovt er det. Duften, der kommer fra plantens kirtelhår, er et værn mod Utøj, og derfor bliver duftpelargonierne sjældent angrebet af skadedyr. Med denne plante på bordet, skulle efter sigende holde fluer borte.

I gamle dage brugte man rosegeranie, også kaldt ørepineblomst til at kurere ørepine, man tog et blad og rullede det sammen og stoppede det ind i øret.
Det siges at det hjælper.

Til dyrkning i krukker er duftpelargonier uforlignelige, og mange danner forholdsvis hurtigt en lille busk.
For at få planten flot og tæt, anbefales det først på sommeren at studse toppen lidt. Vil man gerne moderere plantens størrelse, klares dette ved at plante i en mindre krukke.

Duftpelargonier trives i sol/halvskygge, og de kan godt klare at tørre lidt ud, men må dog ikke blive gennemtørre.

De er nemme at stiklingeformere, og overvintringen er heller ikke, det store problem.

Duftpelargonierne er nemlig ikke helt så lys krævende som de andre pelargonier, så her kan en kold, men alligevel forholdsvis lys kælder gå an. Man risikerer, at planterne bliver lidt lange og ranglede, men om foråret klippes de da bare hårdt tilbage. Så skyder de igen med frisk løv.


Her under ses den, jeg har arvet efter min mor.